Sjette dag

I dag var dagen, hvor Yukiko havde fri og kunne tage med os på udflugt til Kamakura, som ligger cirka 50 km. sydvest for Tokyo. Ligesom sidste gang, vi var på en en længere udflugt med Yukiko og Bjørn, blev det en rigtigt god tur med nogle store oplevelser indlagt.

Kamakura har engang været en slags hovedstad for Japan i Samuraiernes tid - eller den har i hvert fald FUNGERET sådan. Der findes alenlange afhandlinger om byen og dens historie på nettet. Det er noget med både hor, mord, ildebrand og anden voldsudøvelse. I dag er det et søvnigt sted med RIGTIGT mange turister og cirka 175.000 indbyggere, der vist mere eller mindre alle sammen lever af turismen eller detailhandel relateret til den.

NÅ, men vi ankom omkring kl. 11:00 og vandrede op ad hovedgaden, som er en boulevard anlagt for at bede guderne om en sikker fødsel af én eller anden Shoguns førstefødte søn. Det er en lang boulevard, som går gennem nogle fine og ret store Shinto Torii porte, som der er i øvrigt er mange af i Kamakuras tempelområder (læg mærke til r'et, for der er nemlig flere af dem)!

For enden af boulevarden og FØR templerne står denne fine og velbevarede bro, som man dog ikke længere må krydse.

Også i dag var vi heldige at se børn, som skulle fremstilles i templet, og her ses en lille pige, før hun bliver super ulykkelig på vej op ad den lange trappe mod hovedtemplet.

Det er trappen, der ses her på vejen op til templet!

... Og her...

Yukiko ødelagde for øvrigt for al evighed den danske mands glæde ved at gå midt på en sti eller vej og føle sig vigtig. Det viser sig nemlig, at i den japanske tradition er midten reserveret for guderne, og dén som ved et uheld møder en gud midt på vejen, bliver ganske enkelt slået ihjel! Ifølge Bjørn starter det med rødt udslet, men jeg er ikke helt sikker på, om dén del af historien måske godt kan ske at være opdigtet... Det andet er ganske vist...

Oppe ved templet fandt vi den obligatoriske souvenirbod - blot med den forskel, at ved templerne sælger de naturligvis ikke ligegyldigt bras men derimod nyttige talismaner og amuletter, som kan give held og lykke, velstand, forretningsmæssig succes og andet godt. De starter ved cirka 200 yen (15 kroner) og mange koster omkring en tyver. DOG fandt jeg ud af, at en "let fødsel"koster mere og beløber sig til cirka 80 kroner!!!

Her køber jeg en smuk lille ting til at have i tasken for "held og lykke". Damen i boden taler selvfølgelig ikke et kuk engelsk, men vi fandt da ud af det alligevel. Nu mangler jeg bare at lære, at man IKKE må give dem pengene i hånden men i stedet skal lægge dem i den dertil indrettede bakke på disken. Det gælder i øvrigt også i almindelig butikker, hvor der ALLE steder er en lille bakke, hvor pengene skal placeres, men til gengæld gælder der ikke det samme, når man så får sine byttepenge, for dem får man stukket i næven!

Til venstre for templet var der et "stillads" med snore til at hænge sine spådomme op på. Bjørn fandt et lille skilt nedenfor templet, hvor personalet så mindeligt bad, om man godt ville være rar ikke at hænge dem på træerne. Ifølge Bjørn kan det være et stort problem nogle steder!

Her er vi på vej op ad en trappe mod et lille tempel for én af de vigtigste guder, som ligger på en bakke til venstre for hovedtemplet. Det gør templerne for dén guddom åbenbart altid, og de vogtes af ræve, som vi jo alle ved er meget snu!

Det lykkedes Camilla at "fange" én af temples yngre munke i sine hvide gevandter - uden ligefrem at stikke kameraet op under næsen på ham. Det er vi ret sikre på, at han ikke ville have brudt sig om!

Her vasker man hænder før besøget i templet.

Det kan nok være svært at fornemme på billederne, men templet lå i MEGET naturskønne omgivelser og var på en typisk japansk måde med blik for det æstetiske integreret i de smukke omgivelser med århundredgamle træer, klippeformationer, søer og vandløb. Det virker overdrevet at sige, at ALLE træerne var lige så smukke, som dem på billedet her, men det er ikke engang løgn! Det er et fantastisk sted, som endda ikke ligger mere end en lille times togtur (gennem byområder HELE vejen) fra vores hotel.

Her har en irriterende turist sneget sig ind foran min telefon, da jeg forsøger at indfange naturens skønhed!

Fanerne her er opsat i forbindelse med økonomiske bidrag til templet. De bærer navnene på bidragsyderne og nogle steder er datoen også anført eller måske anledningen til bidraget. Det er lidt samme princip som ses i meget gamle inskriptioner i de danske kirker på eksempelvis døbefonde.

Midt på dagen fik vi frokost i en lille hyggelig restaurant tæt ved hovedtemplet. Der fik vi nudler - både varme og kolde. En tilsyneladende umættelig Yukiko ryddede bordet for vi andres rester!

Her er vi efter en længere vandring nået til Bambustemplet, som det også kaldes. I virkeligheden hedder det Hokokuji og har fungeret som "hustempel" for et par af de store klaner i området ved Kamakura i byens storhedstid. Det er naturskønt beliggende nær ét af de syv meget vanskelige bjergpas som engang udgjorde byens naturlige værn mod udefra kommende med fjendtlige hensigter!

Der var meget yndigt, og indenfor var stenene revet i et mønster, som man også kender det fra de gamle japanske haver ved Kyoto. Som Bjørn siger, er japanerne meget gode til at gå op i noget!

Her er Camilla faldet over nogle "lamper" i flok, så de ligner små menneskelignende figurer, der står udenfor indgangen til templets gravplads.

... Og så nåede vi op til templets hovedattraktion.. Bambushaven!

Der ligger nemlig en større bevoksning med bambus omme bag templet, som munkene og deres venner så har nusset lidt om og peppet op med nogle meget dekorative bede og træer rundt om, et lille springvand, og hvad der nu ellers skal til for at sprede fred og ro til eftertænksomhed. Det hele afgrænses til den ene side af en klippevæg med et par huler, som er dekoreret med flere stenlamper. Der er ufatteligt smukt!

Yukiko siger, at det er et gammelt japansk husråd, at man skal søge ly i en bambusskov, når der er jordskælv!

Igen kan det nok være svært at fornemme på billederne, men der er MEGET, meget smukt!

Der var ikke så mange turister, selvom jeg bemærkede det lidt pudsige, at der var en del udenlandske turister - især amerikanere og englændere. Det er sjældent, man ser det i Japan - i hvert fald i større koncentrationer, for turisterne plejer at være japanere, som rejser indenlands!

... Ja, og her er lidt flere bambus'er...

Sådan ser templet ud forfra. Det er ikke alle områder, hvor gæster er lige velkomne, men vi forstod da, hvordan det sådan i hovedtræk hang sammen!

Her er en af den slags smukke og meget nøje anlagte stentrapper, som fører rundt på de små bakker i området.

... Og så var den dag nærmest gået. Klokken var blevet mange, og de fastboende skulle hente Simon hjem, så han kunne blive udhvilet. Det er det vist ikke gået for godt med i de dage, vi har været her. Vi valgte i samråd med Yukiko at tage ud i verden på egen hånd.

Vi tilbragte et par timer med at se på luksus shopping og japanere i Ginza. Her er ALT, hvad hjertet kan begære af materielle goder og ALLE de store luksus brands har som tidligere nævnt nogle store butikker her i området.

Vi endte med at spise på et typisk sted for forretningsfolk, som bare skal have en skål mad og hurtigt videre. Vi fik en skål Nagasaki Cham-pon Vegetable Noodles. Jeg ved ikke helt, hvad der var i, men det smagte faktisk godt. Grundlæggende var der tale om spaghetti lignende nudler (i suppe) med en masse kål, bønnespirer og nogle få rejer. Dertil en lille bakke med fem gyoza, som skulle dyppes nogen citronpeber-blanding med lidt sojasauce og (måske) lidt eddike (tror jeg, at det var).

Derefter hjem og blogge, før søvnen indfinder sig. Godnat!

NB! Bemærkning af redaktionel karakter: Reportagen om "Femte dag" er nu opdateret med tekst og måske et enkelt billede mere, end der oprindeligt blev uploadet. Se det her: http://denjapanskeblog.blogspot.jp/2012/10/femte-dag.html