Tredje dag

I dag var vi afsted (næsten) fra morgenstunden sammen med Bjørn og Yukiko, mens Meiko passede Simon. Vi tog afsted mod et kvarter på kanten af Ueno, som er lidt fattigmands Tokyo - i hvert fald i følge Yukikos kolleger. Pigerne skulle shoppe stof, og vi andre havde til hensigt at gå en tur for at se, om vi på dén måde var i stand til at opleve noget mere spændende. Begge missioner lykkedes til fulde!

Drengene gik en lang tur ind i Ueno forbi nogle "love hotels", der lå i en stor klynge nær ved en jernbanestation. Her er et overblik over temaerne på værelserne i det første, vi mødte:

Værelserne kunne hyres både for kortere perioder á typis to timer (varer det så længe?), men også "to stay", hvis man ønskede en hel nat.

Derefter var vi en tur i den store park i Ueno, hvor der rigtigt var dømt familiedag. Vi nøjedes nu med en kop kaffe fra Starbucks og slentrede en tur i parken, før vi stødte til pigerne på vejen ind mod centrum.

Dér mødtes vi med Meiko og Simon og var ude at spise på et sjovt sted på 12. etage (restaurantsetagen) af én af bygningerne ved Tokyo Station. Vi nød besøget - måske med undtagelse af stakkels Simon, som var lidt vranten og trængte til sin middagslur. Til sidst faldt han dog i søvn!

Camilla og Meiko nød livet i røg og damp ved disken!

Menuen stod på grillet kylling i forskellige afskygninger, og vi danskere blev belært, at det var derfor, at restauranten var den eneste, der ikke var kø til! Det er fordi, at grillet kylling på spid er en aftenret!! Dét skulle vi jo have tænkt på! ;-)

... Men maden var fantastisk, selvom vi fik den til frokost... Vi blev placeret, så vi sad ved disken lige ved grill-kokken, som rigtigt rullede sig ud!

Sådan her ser det ud, når der næsten ikke er flere spid tilbage på grillen over trækullene. De runde "boller" på spid er vagtelæg, som er kogt først og derefter grillet med masser af krydderier!

Anretningen så sådan her ud og smagte forrygende!!!

Simon nøjedes med et glas appelsinjuice og lidt banan henne i hjørnet ved siden af Yukiko.

Og da vi VAR på 12. etage, var herrernes aftrædelsesrum naturligvis et besøg værd. Vi beder læserne koncentrere sig om udsigten og abstrahere fra eventuelle strøtanker om stedets normale anvendelse og formål.

Efter frokosten tog vi afsked med Meiko, som skulle videre og besøge sine søskende rundt omkring på byens hospitaler. Simon elsker mekanik og gerne de størst tænkelige maskiner som tog og busser. Han kan ikke helt se forskel på, hvad der er hvad, men de får ham alle helt op at ringe, og han råber og vinker alvorligt til dem. Jeg skal hilse og sige, at togene i Tokyo er lange nok til at give sådan en lille mand krampe i armen, og kun lejlighedsvis er der nogen, der vinker tilbage til ham.

Det blev til en del togture i dag, men det klarede Simon i stiv arm. Det var næsten værre med os andre, for vi endte vist alle med at blive godt brugte.

Turen gik omkring Tokyos nye stolthed "Sky Tree", som er en slags TV-antenne tårn. Da de begyndte opføre den, var den vist nok for en kort periode verdens højeste bygning, men dén slags går hurtigt over igen, så nu er den vist nok bare "verdens højeste tårn", hvilket i Japan ikke er det samme som en bygning... Den var kæmpe stor, og udgør tilsyneladende også en stor indenlandsk turistmagnet, for der var smækfyldt med lokale, som tog billeder af vidunderet!

Tårnet er 634 meter højt, og det er faktisk en del!

... Og så afsted i tog på vej mod et meget stort og gammelt tempel. Dem så vi en del af i Kyoto og Nara for efterhånden nogle år siden, men i Tokyo falder man ikke på samme måde over de helt store templer hele tiden.

Simon skulle selvfølgelig prøve at hænge i håndtagene i toget ligesom vi andre mænd.

På vej mod templet var der den obligatoriske handelsgade, som der altid er foran de større templer i Japan. Der blev handlet alverdens lokale skrammel, mad og forfriskninger til tempelgæsterne. Et hurtigt vue hen ad gaden ser sådan her ud:





En dame stod og lavede noget sjovt japansk slik-agtigt noget, som vel bedst kan kaldes en pendant til kandiserede æbler. De består af "boller" af (nærmest) smadret rismel, som er sat på spid og grillet, hvorefter det dyppes godt og grundigt i sirup.

Camilla kan af én eller anden grund godt lide dem, og hun siger, at de er endnu bedre, når de er friske og netop taget af grillen!

 

På vejen mod templet så der sådan her ud. Man aner svagt, at de store, hvide og skaldede skandinaver er ankommet...

I templet var en del af faciliteterne lukket på grund af en privat ceremoni. Børn skal fremstilles i templet iført deres stiveste puds, når de er henholdsvis tre, fem og syv år gamle. I dag var et par søde små piger på besøg sammen med deres familie. Camilla stjal sig til dette billede af dagens hovedpersoner.

Over templet så vi disse skyformationer, som Camilla fantaserede om at sende ind til TV2 vejret. Bjørn siger, at de ofte opstår over bjergdale, og fænomenet for eksempel er oftere set på Hokkaido oppe nordpå. Det ser måske ikke ud af meget på billedet, men i virkeligheden var det MEGET tydeligt, at der var lange ophold mellem de enkelte skyformationer. Alle tog billeder!

Vel ude var vi lige et smut oppe for at se en nærliggende flod, hvor der var sportsbaner ved bredden. Der trænede små drenge baseball og var noget så kære, når de cyklede derfra med deres trænere, baseball hjelmene på og specielle tasker med baseball bat, som stak frem bag nakken på dem.

For at illustrere farerne i trafikken var dette skilt opstillet ved udkørslen fra det rekreative område:

Bjørn fulgte os tilbage til nogenlunde kendt territorie, mens Yukiko og Simon tog hjem for at hvile lidt ud.

Efter en længere vandretur i området nær vores hotel fandt vi et sted, hvor vi gerne ville have aftensmad, og Camilla kommunikerede glimrende med den ældre dame, som serverede. Det var helt tydeligt et familiested, for det MÅ have været hendes ægtefælle (cirka snart guldbryllup), som residerede bag disken. Det hele gik fint, og vi fik dejlig mad og var stolte, da vi gik derfra!