Fjerde dag

Dagen startede let med morgenmad på hotellet med udsigt fra 16. etage, hvor der er er MEGET høje vinduer. Dér nød vi en stille start på dagen, før vi på egen hånd drog ud for at se nærmere på Ginza distriktets lyksaligheder. Op og ned ad "boulevarden" - en slags Ginzas svar på Champs Elysée - ligger der nogle ret store "templer", hvor man kan dyrke det moderne forbrugerlivs bekvemmeligheder. Vi hilste blandt andet på Louis Vuitton, Burberry og i den mindre fashionable ende mødte vi den spanske kæde Zara og svenskernes helt egen H & M! Det er et paradis for shoppere, men vi nøjedes nu mest med at kigge... Nåeh, ja... Og gå... For der er langt...

Vi hyggede os mægtigt, selvom vi ikke havde fået nogen af vores "babysittere" med. Først senere skulle vi mødes med Bjørn.

Derfor var frokosten også overladt til os selv. Jeg ville have sushi, men Camilla ville det anderledes, så vi endte på et lille sted, hvor især mandlige kontoransatte er kendt for at sluge frokosten i form af en meget varm suppe med store nudler på fire-fem minutter. Selv havde vi heldigvis masser af tid. Jeg havde på forhånd frygtet, at jeg ville spilde nudelsuppen ned ad mig eller i det mindste strinte lidt på mit tøj, men det lykkedes faktisk at indtage måltidet stående, uden at det gik helt så galt!

Vi slap igennem måltidet med skindet på næsen og nåede endog at blive helt gode venner med serveringspersonalet, som godt kunne se, at vi var på udebane. De var søde til at hjælpe os, og da vi gjorde mine til bare at spise noget af vores tilbehør uden behørlig tilberedning, kom der pænt en mand og præsenterede os for soja saucen, som han havde bemærket, at vi glemte at bruge ved disken!

Resten af dagen gik i flyvende fart, indtil vi skulle mødes med Yukiko og Simon hen under aften. De skulle afhentes på en metro station, hvor der ikke var elevator, så vi måtte ned i mørket og hjælpe Yukiko med at få klapvognen op ad trapperne.

Men inden det nåede vi en tur til Ueno sammen med Bjørn. Dér aflagde vi besøg på en særudstilling i nationalmuséet, hvor vi brugte en times tid eller lidt mere på at gå rundt og se på arkæologiske fund, antikke sværd og meget andet godt. Der var også en afdeling med japansk keramik fra sidst i 1800-tallet og en afdeling med nogle buddhaer og andre former for guddommeligheder udskåret i træ og farvelagt på forskellige måde og med indlagte øjne af glas eller perlemor!

Det var vist ikke specielt velset at fotografere dér, så vores kamera nøjedes med at tage cirka en halv times sort film nede i tasken! Derfor er begivenheden heller ikke foreviget.

Som nævnt mødtes vi med Yukiko og gik ud at spise på en restaurant, hvor hun på forhånd havde reserveret nogle gode pladser til os med vinduer ud mod et af Ginzas hovedstrøg, hvor der var masser af lys og mennesker. Til Simons store glæde var der også biler og engang imellem en bus, så han var langt hen ad vejen beskæftigt med at stå i vinduet og råbe noget i retning af "det er fantastisk" på japansk!!

Maden var lækker, og den kom ind i små omgange, så der ikke var mere end et par forskellige små-retter og lidt tilbehør på bordet ad gangen. Ønskede man mere øl, hvad der jo hændte, kunne Simon trykke på knappen, der hidkaldte tjeneren. Lyden, der så kommer, hedder på Japansk noget i retning af "Pim pong", og da han først én gang havde prøvet det, var han selvfølgelig ikke til at stoppe igen, men så mange øl kunne vi desværre ikke tillade os at drikke, for nogen af os skal tidligt op i morgen.

Her er en ret med noget, jeg ikke kender... De små lyse strimler, der ses øverst er IKKE, små uskyldige, lyse strimler... Det er små fisk, der ligger og kigger, for de har nemlig stadig øjne!! Drabeligt... Men det smagte godt!!!

"Fantastisk!"

Her er et billede af værterne, selvom de fremstår i et lidt underligt lys, som de sikkert ikke selv vil være særligt vilde med. Atmosfæren derinde var kun dæmpet belyst, og hvis jeg brugte blitz, så det ud som om, de sad på en operationsstue - så klart oplyste blitzen lokalet, og dét tog simpelthen for meget af hyggen ud af samværet!

... Og så var det én af den slags restauranter, hvor man tager skoene af, når man kommer ind og sidder i strømpesokker og indtager sin middag. Hvad gør man så, når man skal på toilettet for ikke at komme for nær til andres eventuelle efterladenskaber? Jo, så stiller restauranten selvfølgelig "unisex" tøfler til rådighed for gæsterne!!

Efter middagen slentrede vi hjemad med Yukiko, Bjørn og en stadig mere træt Simon i klapvognen. Da jeg ville lave noget rigtigt "skør onkel sjov" med ham i klapvognen og RÆSEDE afsted i vildt tempo og OP over en bro, så det kunne have fået selv paven til at grine, ænsede han det knap nok. Han var helt færdig!

Vi andre nød turen og lysene i byen. Camilla fik sit ønske opfyldt og vi slentrede en tur ned ad strøget i Ginza, hvor de fleste butikker var lukkede eller lige ved at lukke. De fleste af lysene var der dog stadig, og det kan godt ske, at det er kunstigt, men det er på en måde meget flot at se på, og for os skandinaver er det ekstra spændende og rigt på atmosfære, fordi det er noget, som vi fra barnsben forbinder med asien, at der er så meget neonlys i gaderne!

Nu har jeg efterhånden nævnt Ginza så mange gange, at en forklaring må være på sin plads. Det er her, vi bor på Hotel Mitsui Garden. Ginza er et kvarter i bydelen eller kommunen Chuo i Tokyo. Det ligger ret tæt ved det, som mange opfatter som byens centrum ved Tokyo Station og kejserfamiliens residens og MEGET tæt op ad fiskemarkedet. Ginza er kendt som et fashionabelt og dyrt kvarter, hvor mange af de store modehuse har deres japanske hovedkvarterer, og hvor der også ligger mange ambassader og store organisationer. Det store elektronikfirma Sony har også sin "Sony Building" lige på kanten af området, hvor der er udstilling af og mulighed for at prøve Sonys produkter i mange etager. Øverst oppe siges det, at man kan være heldig at få lov at se eller prøve produkter, som endnu ikke er sat i produktion, men det er vist ikke noget, der sker ret tit...

Jeg ved ikke, hvorfor Camilla har taget så mange billeder af den samme bygning, for hun siger, at Ricoh minder hende om sit arbejde, og vi er jo på ferie?