De første spor af fisk viste sig hurtigt i gaderne omkring Tsukiji.
Her arbejdes der så på livet løs. Der FLØJ masser af de underlige biler frem og tilbage med fisk til de forskellige grossister. Manden i midten af billedet er dog til fods med en stor trillebør-lignende vogn.
I gaderne rundt om markedet var der også masser at se på. Her er det wasabi-rødder, der er til salg. Prisen svarer til cirka 115 kroner, men jeg har ingen anelse om, hvor mange eller hvor meget man kan få for de penge.
Også her fremgår det, at det er en arbejdsplads, der er tale om. Det er både godt og ondt, for det var ikke let for os at komme til at se noget på selve fiskemarkedet, fordi selve auktionerne er lukkede for andre end de ganske få turister, som dagligt lukkes ind efter et "først til mølle" princip. Desværre starter de ture så tidligt, at Bjørn under ingen omstændigheder kunne være fremme så tidligt, fordi togene ikke kører endnu!
Gaderne rundt om fiskemarkedet ville have glædet den sovende Camilla, hvis hun havde været med, for det var et sandt mekka for én, som er interesseret i fødevarer af enhver art. Der var ALT spiseligt mellem himmel og jord. Der var tale om et større nabolag dedikeret til bordets glæder, og selv noget så ordinært og fremmed (for et fiskemarked) som et par almindelige slagtere kunne man finde!
Her er der tørret blæksprutte på menuen!
Bjørn mener at erindre, at Tokyo er den havn i verden, hvor der dagligt landes flest fisk. Her er nogle af dem!
Efter to gange morgenmad blev det alvor... Camilla var med på morgenmad nummer 2, og derefter satte vi kursen mod Karabashi Street, som vi også besøgte sidste gang. Det er lige noget for de to årgang 79,ere med interesse for tilberedning af mad, mens forfatteren til disse indlæg altid keder sig gudsjammerligt deroppe, da han er mere til den efterfølgende konsumption af maden...
Gaden rummer alt til bordet, som IKKE kan spises dvs. service, spisepinde, gryder, skilte til professionel restaurantbrug, frituregryder osv., osv., osv. i én uendelighed!!!
Nå, men "de små" var glade og endevendte det hele, mens jeg stod på fortovet og gloede på folk, der gik forbi. En amerikansk herre i alderen cirka midt mellem bedste- og oldefar fik læst og påskrevet af sin sure kone, at hvis han skulle IND i butikkerne, skulle han huske at tage tasken af. Han valgte at blive ude...
Her er et skilt der viser, hvor vi er henne...
Camilla kiggede på nogle af de fine japanske køkkenknive og endte med at købe to af dem og en slibesten. Hun besluttede sig faktisk forholdsvis hurtigt, hvilket ikke kan siges om en yngre lokal herre midt i butikken. Han talte læææænge med butiksindehaveren og vejede knivene i hånden... Skar imaginær sushi i luften... Og endte med at gå uden at købe noget!
Som skrevet ovenfor... Man kan købe ALT, hvad der har med drift af restaurationer at gøre i Karabashi Street!
Vi lagde også lige vejen forbi det store temple ved Asakusa, som vi også besøgte sidste gang. Vi kunne ikke helt huske, om rispapirlamperne også hang der sidste gang, men vi blev enige om, at det gjorde de nu nok ikke, så her er et lille billede af dem... Der var mange!
Mellem de store skandinaviske muskelbrød skimtes en lille dame i sit stiveste puds. Det er meget normalt festtøj i Japan.
Ved et fint udsigtspunkt ved floden nær Asakusa Station fangede Camilla endnu et skud af Tokyo-borgernes nye stolthed "Sky Tree", som tog sig mægtigt pænt ud fra denne vinkel.
Til højre for den skuede vi noget helt andet, som ingen af os rigtigt kunne definere... Jeg ved ikke, hvad det ER, men jeg ved godt, hvad det ligner:
Hvad den gyldne lort laver på taget derovre på den anden side af floden må stå hen i det uvisse...
Hvad de skaldede mænd laver i det grønne ligeså, men vi syntes, at billedet var sjovt...
Over and out. Vi ses i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar