onsdag den 17. oktober 2012

Sidste dag!

I dag var vores sidste dag i Japan, og det var også Bjørns fødselsdag. Den startede med en udflugt, hvor jeg tog med Bjørn ud i verden for at besøge kejseren af Japan i hans park-anlæg i det midterste af midten i Tokyo!

Camilla blev tilbage på hotellet for at passe godt på sig selv og måske tage en lille shoppetur, nu hvor hun havde tid til det. Dét gjorde hun så, men det var nu ikke mange store indkøb, der kom ud af dét. Jeg er helt sikker på, at jeg selv kunne have gjort det bedre, hvis jeg havde været på fri fod i alle shopping byers moder!

Til gengæld formåede hun selv at tage metroen og færdes hjemmevant alle steder, hvor hun kom og var ikke så lidt stolt over, at det i grunden var faldet hende meget naturligt.

Jeg må nok sige, at der er smukt omkring "Imperial Family Household", som der står på kortene. Der er masser af åbne pladser og parker, voldgrave, mure og flotte, flotte træer, som passes og plejes efter alle kunstens regler.

Det er selvfølgelig ikke muligt at komme i nærheden af kejserfamiliens private residens, men der er skam nok at se på alligevel!



Rundt om parken ved den officielle indgang til de mere private og forbudte områder står der hundredvis af disse her træer! Jeg har taget så mange billeder af dem, at det virker helt åndssvagt, men dem skal jeg spare læserne for...



Et enkelt træ mere, kan vi vist godt holde til...



... Eller to.... Jeg er selv helt overvældet over oplevelsen, så jeg vil gerne "dele" dem med eventuelle interesserede læsere... Der er VANVITTIGT smukt!!! ... Eller "fantastisk", som Simon ville sige....




Her er et kig ind i noget af det område, som man ikke kan besøge. Broen her er lukket, men der står alligevel en "smølf" og passer godt på den!



Selvom der står et top-moderne overvågningskamera og skæmmer billedet, syntes jeg også, at dette syn med hjørnet af murene og især træet i hjørnet fortjente at komme med.



... Det er MEGET specielt at se natur og historiske bygninger omgivet af topmoderne skyskrabere med hovedkvartererne for nogle af asiens største banker og kapitalfonde. Det her i baggrunden er nu vist et hotel. Prisen for en overnatning med udsigt til de kejserlige jorder tør jeg ikke engang tænke på!!



... Og nogle af træerne hænger også... I den offentligt tilgængelige del af haven så vi blandt andet en thehave med thebuske i sirligt ordnede rækker - nogle med rester af blomster og bær. Hvad det smager af må guderne vide, men det var da sjovt at se!



Vi besteg også resterne af en "donjon", som ligger 50 meter over havets overflade i en ellers temmeligt flad bymidte. En donjon er et udsigtstårn, som lidt ligner en pagode men ligger på toppen af et fæstningsanlæg, så beboerne har gode muligheder for at se eventuelle fjender i god tid, før de når frem. Selve donjon'en var der nu ikke meget tilbage af, for stort set hele anlægget blev ødelagt ved det enorme "great Kanto earthquake", jordskælvet som jævnede en MEGET stor del af Tokyo med jorden i 1923.



På vejen ind i de kejserlige haver har de et sjovt adgangssystem, hvor de tæller gæsterne på en meget japansk måde. Man får udleveret en "billet" i form af en plasticbrik, som man så skal aflevere igen, når man forlader haverne, så de har styr på, at man nu også er gået hjem. Den ser sådan her ud:



Her er vi ved Yasukuni Jinja, som er et tempel i midten af byen lidt vest for kejserens park, hvor vi også forinden besigtigede det sjove og meget kendte "Budokan", som dybest set er en arkitektonisk meget speciel bygning, som bruges til kampsports- og koncertarrangementer. Den blev bygget til brug for en del af de olympiske lege i Tokyo for mange år siden og har siden lagt navn til temmelig mange live udgivelser med nogle af verdens største stjerner. Jeg mener, at blandt andre Bob Dylan og Deep Purple blandt mange andre har udgivet en "Live at Budokan" plade. Hvorfor de (stjernerne) er så vilde med stedet er ikke lige til at se, for den gør sgu' ikke meget væsen af sig...

NÅ, men vi fortsatte som nævnt til Yasukuni Jinja, som er det sted, hvor de kejserlige selvmordspiloter ifølge legenden skulle mødes efter døden i kamp mod amerikanerne. Det var der nu ikke noget spor af nu, men der var til gengæld en meget stor Shinto port og så selvfølgelig templet oppe ad vejen.



Ved templet var der en lille udstilling med bonsai træer - alle udført af chrysanthemum. Som Bjørn sagde, så skal man ikke sådan falde på halen over en banal, opstammet chrysanthemum derhjemme!



Oppe ved templet var vi heldige, at der var en lille festival med "no" (stavning ukendt), som er en japansk kunstform á la pantomime. Det ser sådan her ud.





Så blev det aften, og efter noget shopping med Camilla, som vi mødtes med til en billig men omfangsrig frokost ved Tokyo Station, mødtes vi med Yukiko og en let slidt Simon til den store fødselsdagsbanket!



Vi var på en nøje udvalgt restaurant af den slags, hvor man selv griller sin mad på en grillrist midt i bordet, og hvor de serverer noget så fint og usædvanligt som oksekød!

De serverede nu også så meget andet, og blandt andet stiller man en lille gryde med olie og hele fed hvidløg på sin grillrist, til det hele koger lystigt, hvorefter man guffer dem i sig - sikkert til stor glæde for de mennesker, vi skal dele fly med i morgen...



Grill'eriet foregår cirka sådan som på billedet her. Det er ikke normalt, at der er åbne flammer, men det sker jo engang imellem, når man griller noget fedt kød, så fedtet smelter af og drypper ned på kullene, hvor det flammer op!



Efter en stille og rolig start var Simon igen fyr og flamme og indtog pladsen ved siden af "tante", hvor han kørte med bus. Han lidt svært ved at kende forskel på, om det nu er en bus eller et tog, han leger med, men heldigvis begejstres han lige let over begge dele!



Yukiko havde advaret Camilla om ikke at spise for meget, fordi hun havde arrangeret en desert, og dét skal vi lige love for, at hun havde!!!

Pludselig spillede "Happy Birthday to You" i en lidt "plimme-lim" udgave, og ind kom dette vidunder - altså kagen - med levende lys i og et lille spiseligt skilt med "Tillykke Bjørn" på både dansk og japansk!



Sådan så den ud i nærbillede, og jeg skal hilse og sige, at den smagte lige så godt, som den så ud!



Læg mærke til ø'et i Bjørns navn! Tingene var skam i orden!!



Simon var også RIGTIGT glad for kagen. Han er ikke vant til at få søde sager, så han guffede lystigt i sig og overhørte helt sin mors advarsler om, at han ikke skulle forvente noget lignende i LANG tid fremover!!!



Dér sluttede dagen mere eller mindre. Vi kom ud til et frygteligt regnvejr og fulgtes ad til en station forholdsvis tæt ved vores hotel, så vi valgte at gå resten af vejen hjem, nu hvor vi alligevel var blevet lidt våde, for der var nemlig ikke paraplyer nok til at dække os alle sammen. Inden afgang legede Camilla og Simon i regnen, og han syntes, at det var rigtigt sjovt, når paraplyen blev fjernet, så han kunne række hånden ud og mærke regnen. Desuden kørte der jo taxaer forbi hele tiden, og de var altså også lidt spændende!!



Tak for denne gang!

Fast aften ritual


Nu er rejsen til Japan ved at være slut for denne gang. Hver aften har Allan trofast skrevet om dagens oplevelser - efter Camilla har redigeret og udvalgt billeder.

Skriv en lille kommentar til dette indlæg hvis du har læst bloggen. Det er altid rart at vide hvem der læser med.



tirsdag den 16. oktober 2012

Sjette dag

I dag var dagen, hvor Yukiko havde fri og kunne tage med os på udflugt til Kamakura, som ligger cirka 50 km. sydvest for Tokyo. Ligesom sidste gang, vi var på en en længere udflugt med Yukiko og Bjørn, blev det en rigtigt god tur med nogle store oplevelser indlagt.

Kamakura har engang været en slags hovedstad for Japan i Samuraiernes tid - eller den har i hvert fald FUNGERET sådan. Der findes alenlange afhandlinger om byen og dens historie på nettet. Det er noget med både hor, mord, ildebrand og anden voldsudøvelse. I dag er det et søvnigt sted med RIGTIGT mange turister og cirka 175.000 indbyggere, der vist mere eller mindre alle sammen lever af turismen eller detailhandel relateret til den.

NÅ, men vi ankom omkring kl. 11:00 og vandrede op ad hovedgaden, som er en boulevard anlagt for at bede guderne om en sikker fødsel af én eller anden Shoguns førstefødte søn. Det er en lang boulevard, som går gennem nogle fine og ret store Shinto Torii porte, som der er i øvrigt er mange af i Kamakuras tempelområder (læg mærke til r'et, for der er nemlig flere af dem)!

For enden af boulevarden og FØR templerne står denne fine og velbevarede bro, som man dog ikke længere må krydse.



Også i dag var vi heldige at se børn, som skulle fremstilles i templet, og her ses en lille pige, før hun bliver super ulykkelig på vej op ad den lange trappe mod hovedtemplet.



Det er trappen, der ses her på vejen op til templet!



... Og her...

Yukiko ødelagde for øvrigt for al evighed den danske mands glæde ved at gå midt på en sti eller vej og føle sig vigtig. Det viser sig nemlig, at i den japanske tradition er midten reserveret for guderne, og dén som ved et uheld møder en gud midt på vejen, bliver ganske enkelt slået ihjel! Ifølge Bjørn starter det med rødt udslet, men jeg er ikke helt sikker på, om dén del af historien måske godt kan ske at være opdigtet... Det andet er ganske vist...



Oppe ved templet fandt vi den obligatoriske souvenirbod - blot med den forskel, at ved templerne sælger de naturligvis ikke ligegyldigt bras men derimod nyttige talismaner og amuletter, som kan give held og lykke, velstand, forretningsmæssig succes og andet godt. De starter ved cirka 200 yen (15 kroner) og mange koster omkring en tyver. DOG fandt jeg ud af, at en "let fødsel"koster mere og beløber sig til cirka 80 kroner!!!

Her køber jeg en smuk lille ting til at have i tasken for "held og lykke". Damen i boden taler selvfølgelig ikke et kuk engelsk, men vi fandt da ud af det alligevel. Nu mangler jeg bare at lære, at man IKKE må give dem pengene i hånden men i stedet skal lægge dem i den dertil indrettede bakke på disken. Det gælder i øvrigt også i almindelig butikker, hvor der ALLE steder er en lille bakke, hvor pengene skal placeres, men til gengæld gælder der ikke det samme, når man så får sine byttepenge, for dem får man stukket i næven!



Til venstre for templet var der et "stillads" med snore til at hænge sine spådomme op på. Bjørn fandt et lille skilt nedenfor templet, hvor personalet så mindeligt bad, om man godt ville være rar ikke at hænge dem på træerne. Ifølge Bjørn kan det være et stort problem nogle steder!



Her er vi på vej op ad en trappe mod et lille tempel for én af de vigtigste guder, som ligger på en bakke til venstre for hovedtemplet. Det gør templerne for dén guddom åbenbart altid, og de vogtes af ræve, som vi jo alle ved er meget snu!



Det lykkedes Camilla at "fange" én af temples yngre munke i sine hvide gevandter - uden ligefrem at stikke kameraet op under næsen på ham. Det er vi ret sikre på, at han ikke ville have brudt sig om!



Her vasker man hænder før besøget i templet.



Det kan nok være svært at fornemme på billederne, men templet lå i MEGET naturskønne omgivelser og var på en typisk japansk måde med blik for det æstetiske integreret i de smukke omgivelser med århundredgamle træer, klippeformationer, søer og vandløb. Det virker overdrevet at sige, at ALLE træerne var lige så smukke, som dem på billedet her, men det er ikke engang løgn! Det er et fantastisk sted, som endda ikke ligger mere end en lille times togtur (gennem byområder HELE vejen) fra vores hotel.



Her har en irriterende turist sneget sig ind foran min telefon, da jeg forsøger at indfange naturens skønhed!




Fanerne her er opsat i forbindelse med økonomiske bidrag til templet. De bærer navnene på bidragsyderne og nogle steder er datoen også anført eller måske anledningen til bidraget. Det er lidt samme princip som ses i meget gamle inskriptioner i de danske kirker på eksempelvis døbefonde.



Midt på dagen fik vi frokost i en lille hyggelig restaurant tæt ved hovedtemplet. Der fik vi nudler - både varme og kolde. En tilsyneladende umættelig Yukiko ryddede bordet for vi andres rester!

Her er vi efter en længere vandring nået til Bambustemplet, som det også kaldes. I virkeligheden hedder det Hokokuji og har fungeret som "hustempel" for et par af de store klaner i området ved Kamakura i byens storhedstid. Det er naturskønt beliggende nær ét af de syv meget vanskelige bjergpas som engang udgjorde byens naturlige værn mod udefra kommende med fjendtlige hensigter!

Der var meget yndigt, og indenfor var stenene revet i et mønster, som man også kender det fra de gamle japanske haver ved Kyoto. Som Bjørn siger, er japanerne meget gode til at gå op i noget!



Her er Camilla faldet over nogle "lamper" i flok, så de ligner små menneskelignende figurer, der står udenfor indgangen til templets gravplads.



... Og så nåede vi op til templets hovedattraktion.. Bambushaven!



Der ligger nemlig en større bevoksning med bambus omme bag templet, som munkene og deres venner så har nusset lidt om og peppet op med nogle meget dekorative bede og træer rundt om, et lille springvand, og hvad der nu ellers skal til for at sprede fred og ro til eftertænksomhed. Det hele afgrænses til den ene side af en klippevæg med et par huler, som er dekoreret med flere stenlamper. Der er ufatteligt smukt!



Yukiko siger, at det er et gammelt japansk husråd, at man skal søge ly i en bambusskov, når der er jordskælv!



Igen kan det nok være svært at fornemme på billederne, men der er MEGET, meget smukt!



Der var ikke så mange turister, selvom jeg bemærkede det lidt pudsige, at der var en del udenlandske turister - især amerikanere og englændere. Det er sjældent, man ser det i Japan - i hvert fald i større koncentrationer, for turisterne plejer at være japanere, som rejser indenlands!



... Ja, og her er lidt flere bambus'er...



Sådan ser templet ud forfra. Det er ikke alle områder, hvor gæster er lige velkomne, men vi forstod da, hvordan det sådan i hovedtræk hang sammen!



Her er en af den slags smukke og meget nøje anlagte stentrapper, som fører rundt på de små bakker i området.



... Og så var den dag nærmest gået. Klokken var blevet mange, og de fastboende skulle hente Simon hjem, så han kunne blive udhvilet. Det er det vist ikke gået for godt med i de dage, vi har været her. Vi valgte i samråd med Yukiko at tage ud i verden på egen hånd.

Vi tilbragte et par timer med at se på luksus shopping og japanere i Ginza. Her er ALT, hvad hjertet kan begære af materielle goder og ALLE de store luksus brands har som tidligere nævnt nogle store butikker her i området.

Vi endte med at spise på et typisk sted for forretningsfolk, som bare skal have en skål mad og hurtigt videre. Vi fik en skål Nagasaki Cham-pon Vegetable Noodles. Jeg ved ikke helt, hvad der var i, men det smagte faktisk godt. Grundlæggende var der tale om spaghetti lignende nudler (i suppe) med en masse kål, bønnespirer og nogle få rejer. Dertil en lille bakke med fem gyoza, som skulle dyppes nogen citronpeber-blanding med lidt sojasauce og (måske) lidt eddike (tror jeg, at det var).



Derefter hjem og blogge, før søvnen indfinder sig. Godnat!

NB! Bemærkning af redaktionel karakter: Reportagen om "Femte dag" er nu opdateret med tekst og måske et enkelt billede mere, end der oprindeligt blev uploadet. Se det her: http://denjapanskeblog.blogspot.jp/2012/10/femte-dag.html


Sjældent skilt

... Her er et skilt, vi ikke ser på vores hjemlige breddegrader...

Rebeller

Se lige dette her mindre søde skilt... Jeg KUNNE simpelthen ikke lade være!

Halloween

I Japan er der fyldt med Halloween gejl. Her er det for eksempel et kig på bagerens morgenkager.

Vi har ikke smagt dem, men se ser da flotte ud!

Frokost tilbud

Jamen, er det ikke indlysende, hvad tilbudet går ud på?