Femte dag

Allan var tidligt oppe for at tage på Tsukiji - fiskemarkedet - sammen med Bjørn. Vi mødtes udenfor hotellet kl. 05:40. Mens Camilla snorkede lystigt på hotellet, vandrede de utrættelige morgenmænd gennem de søvnige gader, hvor de første indfødte luskede afsted mod arbejdspladserne.

De første spor af fisk viste sig hurtigt i gaderne omkring Tsukiji.

Her arbejdes der så på livet løs. Der FLØJ masser af de underlige biler frem og tilbage med fisk til de forskellige grossister. Manden i midten af billedet er dog til fods med en stor trillebør-lignende vogn.

I gaderne rundt om markedet var der også masser at se på. Her er det wasabi-rødder, der er til salg. Prisen svarer til cirka 115 kroner, men jeg har ingen anelse om, hvor mange eller hvor meget man kan få for de penge.

Også her fremgår det, at det er en arbejdsplads, der er tale om. Det er både godt og ondt, for det var ikke let for os at komme til at se noget på selve fiskemarkedet, fordi selve auktionerne er lukkede for andre end de ganske få turister, som dagligt lukkes ind efter et "først til mølle" princip. Desværre starter de ture så tidligt, at Bjørn under ingen omstændigheder kunne være fremme så tidligt, fordi togene ikke kører endnu!

Gaderne rundt om fiskemarkedet ville have glædet den sovende Camilla, hvis hun havde været med, for det var et sandt mekka for én, som er interesseret i fødevarer af enhver art. Der var ALT spiseligt mellem himmel og jord. Der var tale om et større nabolag dedikeret til bordets glæder, og selv noget så ordinært og fremmed (for et fiskemarked) som et par almindelige slagtere kunne man finde!

Her er der tørret blæksprutte på menuen!

Bjørn mener at erindre, at Tokyo er den havn i verden, hvor der dagligt landes flest fisk. Her er nogle af dem!

Efter to gange morgenmad blev det alvor... Camilla var med på morgenmad nummer 2, og derefter satte vi kursen mod Karabashi Street, som vi også besøgte sidste gang. Det er lige noget for de to årgang 79,ere med interesse for tilberedning af mad, mens forfatteren til disse indlæg altid keder sig gudsjammerligt deroppe, da han er mere til den efterfølgende konsumption af maden...

Gaden rummer alt til bordet, som IKKE kan spises dvs. service, spisepinde, gryder, skilte til professionel restaurantbrug, frituregryder osv., osv., osv. i én uendelighed!!!

Nå, men "de små" var glade og endevendte det hele, mens jeg stod på fortovet og gloede på folk, der gik forbi. En amerikansk herre i alderen cirka midt mellem bedste- og oldefar fik læst og påskrevet af sin sure kone, at hvis han skulle IND i butikkerne, skulle han huske at tage tasken af. Han valgte at blive ude...

Her er et skilt der viser, hvor vi er henne...

Camilla kiggede på nogle af de fine japanske køkkenknive og endte med at købe to af dem og en slibesten. Hun besluttede sig faktisk forholdsvis hurtigt, hvilket ikke kan siges om en yngre lokal herre midt i butikken. Han talte læææænge med butiksindehaveren og vejede knivene i hånden... Skar imaginær sushi i luften... Og endte med at gå uden at købe noget!

Som skrevet ovenfor... Man kan købe ALT, hvad der har med drift af restaurationer at gøre i Karabashi Street!

Vi lagde også lige vejen forbi det store temple ved Asakusa, som vi også besøgte sidste gang. Vi kunne ikke helt huske, om rispapirlamperne også hang der sidste gang, men vi blev enige om, at det gjorde de nu nok ikke, så her er et lille billede af dem... Der var mange!

Mellem de store skandinaviske muskelbrød skimtes en lille dame i sit stiveste puds. Det er meget normalt festtøj i Japan.

Ved et fint udsigtspunkt ved floden nær Asakusa Station fangede Camilla endnu et skud af Tokyo-borgernes nye stolthed "Sky Tree", som tog sig mægtigt pænt ud fra denne vinkel.

Til højre for den skuede vi noget helt andet, som ingen af os rigtigt kunne definere... Jeg ved ikke, hvad det ER, men jeg ved godt, hvad det ligner:

Hvad den gyldne lort laver på taget derovre på den anden side af floden må stå hen i det uvisse...

Hvad de skaldede mænd laver i det grønne ligeså, men vi syntes, at billedet var sjovt...

Over and out. Vi ses i morgen!

Her er vi...

Parken til venstre for midten af billedet et Tokyos centrum, og Yukiko og Bjørn bor i den blå prik!

Fabric Town

Jeg havde helt glemt at jeg havde taget et par billeder med min mobil telefon, da Yukiko og jeg var ude og købe stof. Det var en helt fantastisk oplevelse - og en der helt klart skal gentages, hvis jeg kommer til Tokyo igen - og har fundet på noget mere at bruge japansk stof til.

Fjerde dag

Dagen startede let med morgenmad på hotellet med udsigt fra 16. etage, hvor der er er MEGET høje vinduer. Dér nød vi en stille start på dagen, før vi på egen hånd drog ud for at se nærmere på Ginza distriktets lyksaligheder. Op og ned ad "boulevarden" - en slags Ginzas svar på Champs Elysée - ligger der nogle ret store "templer", hvor man kan dyrke det moderne forbrugerlivs bekvemmeligheder. Vi hilste blandt andet på Louis Vuitton, Burberry og i den mindre fashionable ende mødte vi den spanske kæde Zara og svenskernes helt egen H & M! Det er et paradis for shoppere, men vi nøjedes nu mest med at kigge... Nåeh, ja... Og gå... For der er langt...

Vi hyggede os mægtigt, selvom vi ikke havde fået nogen af vores "babysittere" med. Først senere skulle vi mødes med Bjørn.

Derfor var frokosten også overladt til os selv. Jeg ville have sushi, men Camilla ville det anderledes, så vi endte på et lille sted, hvor især mandlige kontoransatte er kendt for at sluge frokosten i form af en meget varm suppe med store nudler på fire-fem minutter. Selv havde vi heldigvis masser af tid. Jeg havde på forhånd frygtet, at jeg ville spilde nudelsuppen ned ad mig eller i det mindste strinte lidt på mit tøj, men det lykkedes faktisk at indtage måltidet stående, uden at det gik helt så galt!

Vi slap igennem måltidet med skindet på næsen og nåede endog at blive helt gode venner med serveringspersonalet, som godt kunne se, at vi var på udebane. De var søde til at hjælpe os, og da vi gjorde mine til bare at spise noget af vores tilbehør uden behørlig tilberedning, kom der pænt en mand og præsenterede os for soja saucen, som han havde bemærket, at vi glemte at bruge ved disken!

Resten af dagen gik i flyvende fart, indtil vi skulle mødes med Yukiko og Simon hen under aften. De skulle afhentes på en metro station, hvor der ikke var elevator, så vi måtte ned i mørket og hjælpe Yukiko med at få klapvognen op ad trapperne.

Men inden det nåede vi en tur til Ueno sammen med Bjørn. Dér aflagde vi besøg på en særudstilling i nationalmuséet, hvor vi brugte en times tid eller lidt mere på at gå rundt og se på arkæologiske fund, antikke sværd og meget andet godt. Der var også en afdeling med japansk keramik fra sidst i 1800-tallet og en afdeling med nogle buddhaer og andre former for guddommeligheder udskåret i træ og farvelagt på forskellige måde og med indlagte øjne af glas eller perlemor!

Det var vist ikke specielt velset at fotografere dér, så vores kamera nøjedes med at tage cirka en halv times sort film nede i tasken! Derfor er begivenheden heller ikke foreviget.

Som nævnt mødtes vi med Yukiko og gik ud at spise på en restaurant, hvor hun på forhånd havde reserveret nogle gode pladser til os med vinduer ud mod et af Ginzas hovedstrøg, hvor der var masser af lys og mennesker. Til Simons store glæde var der også biler og engang imellem en bus, så han var langt hen ad vejen beskæftigt med at stå i vinduet og råbe noget i retning af "det er fantastisk" på japansk!!

Maden var lækker, og den kom ind i små omgange, så der ikke var mere end et par forskellige små-retter og lidt tilbehør på bordet ad gangen. Ønskede man mere øl, hvad der jo hændte, kunne Simon trykke på knappen, der hidkaldte tjeneren. Lyden, der så kommer, hedder på Japansk noget i retning af "Pim pong", og da han først én gang havde prøvet det, var han selvfølgelig ikke til at stoppe igen, men så mange øl kunne vi desværre ikke tillade os at drikke, for nogen af os skal tidligt op i morgen.

Her er en ret med noget, jeg ikke kender... De små lyse strimler, der ses øverst er IKKE, små uskyldige, lyse strimler... Det er små fisk, der ligger og kigger, for de har nemlig stadig øjne!! Drabeligt... Men det smagte godt!!!

"Fantastisk!"

Her er et billede af værterne, selvom de fremstår i et lidt underligt lys, som de sikkert ikke selv vil være særligt vilde med. Atmosfæren derinde var kun dæmpet belyst, og hvis jeg brugte blitz, så det ud som om, de sad på en operationsstue - så klart oplyste blitzen lokalet, og dét tog simpelthen for meget af hyggen ud af samværet!

... Og så var det én af den slags restauranter, hvor man tager skoene af, når man kommer ind og sidder i strømpesokker og indtager sin middag. Hvad gør man så, når man skal på toilettet for ikke at komme for nær til andres eventuelle efterladenskaber? Jo, så stiller restauranten selvfølgelig "unisex" tøfler til rådighed for gæsterne!!

Efter middagen slentrede vi hjemad med Yukiko, Bjørn og en stadig mere træt Simon i klapvognen. Da jeg ville lave noget rigtigt "skør onkel sjov" med ham i klapvognen og RÆSEDE afsted i vildt tempo og OP over en bro, så det kunne have fået selv paven til at grine, ænsede han det knap nok. Han var helt færdig!

Vi andre nød turen og lysene i byen. Camilla fik sit ønske opfyldt og vi slentrede en tur ned ad strøget i Ginza, hvor de fleste butikker var lukkede eller lige ved at lukke. De fleste af lysene var der dog stadig, og det kan godt ske, at det er kunstigt, men det er på en måde meget flot at se på, og for os skandinaver er det ekstra spændende og rigt på atmosfære, fordi det er noget, som vi fra barnsben forbinder med asien, at der er så meget neonlys i gaderne!

Nu har jeg efterhånden nævnt Ginza så mange gange, at en forklaring må være på sin plads. Det er her, vi bor på Hotel Mitsui Garden. Ginza er et kvarter i bydelen eller kommunen Chuo i Tokyo. Det ligger ret tæt ved det, som mange opfatter som byens centrum ved Tokyo Station og kejserfamiliens residens og MEGET tæt op ad fiskemarkedet. Ginza er kendt som et fashionabelt og dyrt kvarter, hvor mange af de store modehuse har deres japanske hovedkvarterer, og hvor der også ligger mange ambassader og store organisationer. Det store elektronikfirma Sony har også sin "Sony Building" lige på kanten af området, hvor der er udstilling af og mulighed for at prøve Sonys produkter i mange etager. Øverst oppe siges det, at man kan være heldig at få lov at se eller prøve produkter, som endnu ikke er sat i produktion, men det er vist ikke noget, der sker ret tit...

Jeg ved ikke, hvorfor Camilla har taget så mange billeder af den samme bygning, for hun siger, at Ricoh minder hende om sit arbejde, og vi er jo på ferie?

Tredje dag

I dag var vi afsted (næsten) fra morgenstunden sammen med Bjørn og Yukiko, mens Meiko passede Simon. Vi tog afsted mod et kvarter på kanten af Ueno, som er lidt fattigmands Tokyo - i hvert fald i følge Yukikos kolleger. Pigerne skulle shoppe stof, og vi andre havde til hensigt at gå en tur for at se, om vi på dén måde var i stand til at opleve noget mere spændende. Begge missioner lykkedes til fulde!

Drengene gik en lang tur ind i Ueno forbi nogle "love hotels", der lå i en stor klynge nær ved en jernbanestation. Her er et overblik over temaerne på værelserne i det første, vi mødte:

Værelserne kunne hyres både for kortere perioder á typis to timer (varer det så længe?), men også "to stay", hvis man ønskede en hel nat.

Derefter var vi en tur i den store park i Ueno, hvor der rigtigt var dømt familiedag. Vi nøjedes nu med en kop kaffe fra Starbucks og slentrede en tur i parken, før vi stødte til pigerne på vejen ind mod centrum.

Dér mødtes vi med Meiko og Simon og var ude at spise på et sjovt sted på 12. etage (restaurantsetagen) af én af bygningerne ved Tokyo Station. Vi nød besøget - måske med undtagelse af stakkels Simon, som var lidt vranten og trængte til sin middagslur. Til sidst faldt han dog i søvn!

Camilla og Meiko nød livet i røg og damp ved disken!

Menuen stod på grillet kylling i forskellige afskygninger, og vi danskere blev belært, at det var derfor, at restauranten var den eneste, der ikke var kø til! Det er fordi, at grillet kylling på spid er en aftenret!! Dét skulle vi jo have tænkt på! ;-)

... Men maden var fantastisk, selvom vi fik den til frokost... Vi blev placeret, så vi sad ved disken lige ved grill-kokken, som rigtigt rullede sig ud!

Sådan her ser det ud, når der næsten ikke er flere spid tilbage på grillen over trækullene. De runde "boller" på spid er vagtelæg, som er kogt først og derefter grillet med masser af krydderier!

Anretningen så sådan her ud og smagte forrygende!!!

Simon nøjedes med et glas appelsinjuice og lidt banan henne i hjørnet ved siden af Yukiko.

Og da vi VAR på 12. etage, var herrernes aftrædelsesrum naturligvis et besøg værd. Vi beder læserne koncentrere sig om udsigten og abstrahere fra eventuelle strøtanker om stedets normale anvendelse og formål.

Efter frokosten tog vi afsked med Meiko, som skulle videre og besøge sine søskende rundt omkring på byens hospitaler. Simon elsker mekanik og gerne de størst tænkelige maskiner som tog og busser. Han kan ikke helt se forskel på, hvad der er hvad, men de får ham alle helt op at ringe, og han råber og vinker alvorligt til dem. Jeg skal hilse og sige, at togene i Tokyo er lange nok til at give sådan en lille mand krampe i armen, og kun lejlighedsvis er der nogen, der vinker tilbage til ham.

Det blev til en del togture i dag, men det klarede Simon i stiv arm. Det var næsten værre med os andre, for vi endte vist alle med at blive godt brugte.

Turen gik omkring Tokyos nye stolthed "Sky Tree", som er en slags TV-antenne tårn. Da de begyndte opføre den, var den vist nok for en kort periode verdens højeste bygning, men dén slags går hurtigt over igen, så nu er den vist nok bare "verdens højeste tårn", hvilket i Japan ikke er det samme som en bygning... Den var kæmpe stor, og udgør tilsyneladende også en stor indenlandsk turistmagnet, for der var smækfyldt med lokale, som tog billeder af vidunderet!

Tårnet er 634 meter højt, og det er faktisk en del!

... Og så afsted i tog på vej mod et meget stort og gammelt tempel. Dem så vi en del af i Kyoto og Nara for efterhånden nogle år siden, men i Tokyo falder man ikke på samme måde over de helt store templer hele tiden.

Simon skulle selvfølgelig prøve at hænge i håndtagene i toget ligesom vi andre mænd.

På vej mod templet var der den obligatoriske handelsgade, som der altid er foran de større templer i Japan. Der blev handlet alverdens lokale skrammel, mad og forfriskninger til tempelgæsterne. Et hurtigt vue hen ad gaden ser sådan her ud:





En dame stod og lavede noget sjovt japansk slik-agtigt noget, som vel bedst kan kaldes en pendant til kandiserede æbler. De består af "boller" af (nærmest) smadret rismel, som er sat på spid og grillet, hvorefter det dyppes godt og grundigt i sirup.

Camilla kan af én eller anden grund godt lide dem, og hun siger, at de er endnu bedre, når de er friske og netop taget af grillen!

 

På vejen mod templet så der sådan her ud. Man aner svagt, at de store, hvide og skaldede skandinaver er ankommet...

I templet var en del af faciliteterne lukket på grund af en privat ceremoni. Børn skal fremstilles i templet iført deres stiveste puds, når de er henholdsvis tre, fem og syv år gamle. I dag var et par søde små piger på besøg sammen med deres familie. Camilla stjal sig til dette billede af dagens hovedpersoner.

Over templet så vi disse skyformationer, som Camilla fantaserede om at sende ind til TV2 vejret. Bjørn siger, at de ofte opstår over bjergdale, og fænomenet for eksempel er oftere set på Hokkaido oppe nordpå. Det ser måske ikke ud af meget på billedet, men i virkeligheden var det MEGET tydeligt, at der var lange ophold mellem de enkelte skyformationer. Alle tog billeder!

Vel ude var vi lige et smut oppe for at se en nærliggende flod, hvor der var sportsbaner ved bredden. Der trænede små drenge baseball og var noget så kære, når de cyklede derfra med deres trænere, baseball hjelmene på og specielle tasker med baseball bat, som stak frem bag nakken på dem.

For at illustrere farerne i trafikken var dette skilt opstillet ved udkørslen fra det rekreative område:

Bjørn fulgte os tilbage til nogenlunde kendt territorie, mens Yukiko og Simon tog hjem for at hvile lidt ud.

Efter en længere vandretur i området nær vores hotel fandt vi et sted, hvor vi gerne ville have aftensmad, og Camilla kommunikerede glimrende med den ældre dame, som serverede. Det var helt tydeligt et familiested, for det MÅ have været hendes ægtefælle (cirka snart guldbryllup), som residerede bag disken. Det hele gik fint, og vi fik dejlig mad og var stolte, da vi gik derfra!