Uha, jeg har mange billeder - men lidt bedre tid i dag, så her kommer en redegørelse i stikordsform fra min dag i Osaka. Dagen startede lidt for sent, fordi jeg ikke hørte mit vækkeur - men senere blev vækket af rengøringsdamen, som ville ind på mit værelse!
Derfor blev det til en kombineret morgenmad/frokost på Starbucks. Det så sådan her ud:
Eftersom vejret var ret dårligt satte vi kursen mod nogle overdækkede handelsgader, som ifølge Bjørn er Japans største, sammenhængende, overdækkede handelsgader. Der har jeg ingen billeder fra, men på vejen kom vi forbi en gade, som vist mest var for mænd. Den består hovedsageligt at elektronikforretninger iblandet enkelte butikker med porno... Og det var en laaaang gade...
Bjørn studerer udvalget....
Midt i det hele lå en legetøjsforretning - også mest for mænd... I stueetagen fandt vi børnetingene, men som det fremgår af denne "etageplan", indeholdt den ud over stueetagen også fire andre etager med (stuerent) legetøj for voksne (mest mænd).
Her studerer Bjørn afdelingen for fjernstyrede biler og udstyr til samme. Det var ALT, hvad hjertet kunne begære af udstyr herunder helt ned i detaljen som elektromotorer til servostyring, støddæmpere og meget andet godt til uhyrligt høje priser!!
Her er afdelingen for modeltog - vel at mærke afdelingen for SMÅ modeltog, for de havde selvfølgelig også en afdeling med de store. Dér så jeg blandt andet et fint lokomotiv til cirka en kvart mio yen, hvilket vel rundt regnet er omkring 15.000,- og der var mange af dem... De havde også separate hjulsæt til ombygning, replikaer af mærker fra de forskellige stationer og meget andet. Jeg har på fornemmelsen, at Bjørn og jeg hev gennemsnitsalderen på dén etage godt ned, for langt de fleste af de andre kunder var helt sikkert at dømme efter alder og udseende af en personkategori for hvem sexlivet for længst er slut!
Skulle man være i tvivl, om legetøjet er for børn, har japanerne været så pædagogiske at skrive det på pakken som det ses nede i venstre hjørne af denne fine Caterpillar!
... Og tilbage i afdelingen for fjernstyrede biler er her et sæt skivebremser for den kræsne kender!
Hvis man er den lykkelige ejer af en fjernstyret Formel 1 racer, kan man her købe sig en ny front med replika bemaling. Prisen er "kun" et sted lige over 1.100 kroner.... Bemærk turisterne i højre side af spejlet!
Her er en forretning med digitale medier, CD'er, DVD'er og computerspil. Det er ikke let for den utrænede læser at opdage, men de to øverste etager indeholder kun porno! Driftigt folk, de japanere...
Hvis man er til anime, kan man få sin lyst styret i denne forretning, som navnet "Animate" mere end antyder. Dét er der jo i sig selv ikke noget perverst ved, men sjovt er det da, at man kan fylde, hvad der ligner et dansk stormagasin med dén slags!
Vi fortsatte til handelsgaden med køkken- og restaurationsudstyr. Vi shoppede lidt og beundrede kundernes teknik. Der var kun MEGET smalle gange mellem reolerne og opstillingerne med porcelænsgrej, så at der ikke sker flere utilsigtede "køb" forstår jeg ikke! Selvom gaden var overdækket og vejret dårligt, slap vi alligevel hurtigere igennem, end vi ville have gjort, hvis Camilla havde været med. Her poserer Bjørn med en mere bredskuldret "kollega".
Længere fremme stødte vi på dette skilt for en salon, som udbyder en århundreder gammel japansk tradition: Ørerensning!
Man kan simpelthen komme ind fra gaden og få sine ører renset af søde, pæne og ret unge piger. Bjørn siger, at hvordan man ligger afhænger af prisen på ydelserne i den enkelte salon: I de billige lægger man hovedet på en pude, mens man i de dyrere saloner har mulighed for at hvile hovedet i pigens skød!! For en vesterlænding lyder det unægteligt lidt perverst, men Bjørn hævder, at for japanerne er det en forholdsvis uskyldig forretningsforbindelse, der udspiller sig...
Derefter hentede vi Simon i vuggestuen, hvor jeg fik set en meget talende "overpædagog" med maske. De så nu søde nok ud, og ungerne så ud til at hygge sig, selvom der unægteligt var betydeligt mere struktur på hverdagen end i en tilsvarende dansk institution.
Endelig fik Yukiko fri, og hun hyldede en familietradition med at bestille ALT for meget mad. Dét gjorde Bjørn sig lystig over, men resultatet var nu ret godt. Bjørn siger, at normalt når de spiser hos ham, der laver grillspydene, spiser hver person cirka 12-13 spyd med forskellige friturestegte lækkerier, men Yukiko havde af gæstfrihed bestilt 18 spyd pr. mand! Bjørn mente nu ikke, at gæstfrihed var den helt korrekte årsag, men dét lader vi ægtefællerne finde ud af sammen... I grunden skulle vi have spist på restauranten, som er svær at få plads på, men Yukikos lange arbejdstid og Simons (let forhøjede) temperatur gjorde, at vi indtog dinéen hjemme. Selvom man ikke kan nå frem i tide til at få et bord, kan man nemlig godt bestille "ud af huset".
Yukiko modtager sin ægtefælles hentydninger med hensyn til mængden af mad... Vi spiste nu det meste alligevel!
En lidt træt Simon hygger sig med et grillspyd.
... Og så fik jeg nævnt det med, at de er lidt sære, japanerne... Disse julekostumer udbydes i en almindelig isenkramforretning...
Det vækker jo unægteligt nogle lumre associationer hos os, men ifølge stedkendte er det mest bizzare, at japanerne faktisk ikke mener noget sexuelt med det overhovedet. De synes vitterlig, at både kostumerne og billederne er søde og sjove!
... Og nu vi er i dén genre, så se lige disse to meget japanske og lidt sjove damer på et skilt udenfor én af butikkerne tæt ved den store anime butik, jeg nævnte tidligere.
Dagen er slut, og jeg går til ro. Her er til sidst et lille billede af dagens indkøb. Noget af det er overraskelser, så jeg har ikke pakket dem ud. Men lad mig dog røbe, at Bjørn og jeg røvede et supermarked, hvor han fik mig til at købe nogle af alle de lækre specialiteter, som min meget kogekunstneriske bror lige syntes, at Camilla også skulle have... Selvom det føltes lidt vildt, fik jeg alligevel kun formøblet cirka 250 kroner i supermarkedet, men nu har vi i hvert fald "fiskeflager", udon nudler, okonomiayaki sauce og andre gode sager til et stykke tid!
Vor mand i Osaka logger af... Godnat!
Tak for referatet Allan...vi får mere at vide på én dag, end vi får fra dem der bor derovre!!!!
SvarSlet