tirsdag den 12. november 2013

Tirsdag

Så blev det tirsdag, og dagen startede ligesom i går med, at jeg havde lidt besvær med at sove om natten og derfor sov for længe. Jeg tror nok, at Bjørn nåede at blive utålmodig i de fem minutter, han måtte vente nede i lobbyen.

A pro pos lobbyen, så er den det eneste sted, hvor jeg kan komme på nettet, så her sidder jeg nu på gulvet med min computer, mens jeg gemmer en dåseøl, som jeg har valgt at ønske mig selv godnat med. Jeg ville skam gerne købe én her på hotellet, men der er ingen servering i lobbyen om aftenen, så nu sidder jeg altså og pimper i smug... På gulvet... Bag en søjle, så receptionisten ikke kan se mig... Jeg er ikke sikker på, om jeg gør noget forbudt, men han (receptionsten) skal under ikke have udsættes for at forsøge at forklare mig det på engelsk, hvis jeg forbryder mig nogen regler, for dét kan han nemlig ikke!

Vi starter dagens reportage med et billede, jeg tog af Simon i går med den rumpistol, jeg havde med over til ham. Det er et herligt stykke udstyr, som larmer lige tilpas meget til, at min bror også vil kunne huske, at jeg har været forbi!

Yukiko har forsøgt at tage nogle billeder af mig sammen med Simon, men han er ikke super begejstret for at stille op til fotografering, så udbyttet var magert.




Først på dagen kom vi forbi noget dansk - nemlig en filial af A. Perch's thehandel. De har (dyrt) smørebrød og hotdogs på menuen også her i Osaka, selvom hotdog'en dog forekom mig noget avanceret: I skrivende stund husker jeg kun menukortets nederste hotdog, som er med rejer og avocado!




Derefter gik det over stok og sten ud for at se på templer og den slags. Først ankom vi til Shitennouji, som ligger i det kvarter (Tennouji), hvor mit hotel også ligger. Det er et meget berømt og meget gammelt tempel, som vist nok i sin spæde vorden blev anlagt allerede dengang Osaka for en periode var hovedstad - før Tokyo blev det. Japan har i tidens løb haft hovedstad flere forskellige steder. Bjørn forklarede meget om kejserens rolle i forbindelse med de skiftende statsreligioner og om nogle forskellige symboler på bygningerne. Dette her var meget indisk inspireret, buddhistisk og havde en del solsymboler rundt omkring. De to gyldne spir på hver side af tagryggen er faktisk en afbildning af rejehaler. Dem bruger man angiveligt, fordi rejen altid har løftet hale, som derved peger op mod guderne.

Jeg lærte også lidt mere om forskellen på Zen buddhisme og Shinto og opdagede, at shintoisterne bygger nogle ret meget kedeligere templer...




Her er lige et uskarpt billede fra en tempelgård. Det mest interessante og pointen med billedet er, at hele den kæmpe store gårdsplads er revet noget så nydeligt i et fint mønster.




Bjørn fandt begejstret et Ginko træ og viser her et karakteristisk, vifteformet blad, som dog ikke er helt udviklet. Ginko bladet er Tokyos vartegn, men kan selvfølgelig også vokse i Osaka!




Indisk buddhisme betjener sig meget af bederuller, som der derfor var en del af i området. Der var både nogle mere moderne i stål - og så dette her, som er til at tage og føle på!




Bag templet var denne have med to springvand og nogle enorme koi karper. Den er anlagt efter en buddhistisk legende og er sprængfyldt med religiøs og filosofisk symbolik. Jeg fik udleveret en beskrivelse på engelsk, som jeg desværre har glemt oppe på værelset, men grundlæggende er det noget med, at de to springvand symboliserer (vist nok) floderne af ild og grådighed. Begge dele er vejen til menneskeligt forfald, og tilværelsen handler så om at finde den rette vej mellem de to floder, selvom vejen er udsynlig, og der ikke er noget egentligt facit som sådan... Der var meget mere, men jeg kan desværre ikke huske det og vil heller ikke trætte min læser.




... Her er dammen med de fine fisk! Mindst én af dem var meget særpræget - nærmest bronzeagtig i farven.




Her ser man Osakas skyline i baggrunden af haven. Det ser vældigt ud, men generelt vil jeg sige, at Osaka er en meget mindre by end Tokyo - den virker mere "lokal" og med meget færre af de helt store skyskrabere, som ellers præger Tokyo centrum. Bjørn siger også, at tonen og sindelaget er mere venligt og "landligt" - lidt ligesom Århus i forhold til København.




Her er templets gravplads. Jeg ved ikke, om man kan skimte den lidt mærkelige ring, som spænder over stien foran det lille kapel. Det ligner en stor hula-hop ring omviklet med tyndt reb, og det skulle bringe lykke, hvis man går igennem den. Jeg var ellers pænt gået udenom, til Bjørn forklarede mig om det, for jeg syntes ikke, den lignede noget, man skulle pille ved.




For den meget interesserede i Japansk populærkultur dokumenterer jeg lige her, at "Julemandens Værksted" også findes til overflod i Osaka. Endda med diskret parkeringsmulighed i kælderen!




Oppe ved Osaka Castle, hvor vi også var på vores første tur til Japan fandt vi denne inskription, og det følgende billede er også taget der. Man har i forbindelse med en verdensudstilling i Osaka nedgravet en "tidslomme" eller "time capsule", som ligger mange meter under jordens overflade, og som indeholder nogle kulturelle skatte udvalgt af Japans befolkning. Det er en gave til vores efterkommere om 5000 år og må ikke åbnes før i år 6971!!




Den ser sådan her ud oppe ved jordoverfladen og er i sig selv ikke synderligt interessant, men det er da en sjov idé. Projektet er finansieret af Panasonic, som dengang hed noget andet.




Vi tog en let frokost på vejen og oppe ved borgen købte Bjørn en kinesisk specialitet til os. Det er en bolle med dampet brød med velsmagende fyld af svinekød og kål. Den er skoldhed, når man får den stukket i næven, så den kun kan bæres ved at holde øverst oppe i papiret! Den var god!!!




Selvom det ikke er "rigtigt" efterår endnu, spottede vi flere steder træer i efterårsfarver. Her er udsigten fra et udsigtspunkt ved Osaka Castle over voldgraven og med Krystalbygningen i baggrunden. Ja... Det hedder den, og sådan ser den også (næsten) ud!




Osaka tegner sig for nok nogle af verdens smukkeste kloakdæksler. Det er ikke dem alle, der er i farver, men de som er, tager sig da flot ud, ikke?




Hjemme igen hos Bjørn og stakkels hårdt arbejdende Yukiko, som var på arbejde længe, fik vi en donut og nød en kande kaffe, mens Simon også slappede af efter en hård dag med sin mormor. Han er stadig besat af tog og leger hele tiden med tog, siger kontrollørernes faste høflighedsfraser og nævner navne på stationer. Han ville gerne have mig med, men jeg måtte under INGEN omstændigheder selv røre ved togene, og alle mine lyde var forkerte, sagde han! Han var dog venlig nok med sine irettesættelser og mistede ikke tålmodigheden med mig.




Bjørn stod for aftensmaden og fik hjælp af Yukiko efter en hurtig indkøbstur i det nærliggende supermarked, som er ret velassorteret. Vi fik stegt ris med svinekød og alt muligt andet lækkert + tofu anrettet på en bund af soja og med revet ingefær. Suppe var der også til, men den kom ikke med på billedet. Lækkert!!!




Det så sådan her ud.





Vi slutter dagen her hen omkring klokken otte. Yukiko skulle arbejde om aftenen, og Simon var smadret efter en dag med Meiko og kun en meget beskeden middagslur. Jeg skulle hjem og slappe af og måske blogge lidt på hotellet, men vi ses jo igen i morgen.

Simon var ikke oplagt til, at det var sengetid, men den rare onkel fik lov at børste hans tænder, og både Simon og jeg var stolte over dén bedrift!




Der er ikke nogen særlige planer for i morgen, som er min sidste dag. Torsdag tager jeg af sted fra morgenstunden.

mandag den 11. november 2013

Mandag

Uha, jeg har mange billeder - men lidt bedre tid i dag, så her kommer en redegørelse i stikordsform fra min dag i Osaka. Dagen startede lidt for sent, fordi jeg ikke hørte mit vækkeur - men senere blev vækket af rengøringsdamen, som ville ind på mit værelse!

Derfor blev det til en kombineret morgenmad/frokost på Starbucks. Det så sådan her ud:




Eftersom vejret var ret dårligt satte vi kursen mod nogle overdækkede handelsgader, som ifølge Bjørn er Japans største, sammenhængende, overdækkede handelsgader. Der har jeg ingen billeder fra, men på vejen kom vi forbi en gade, som vist mest var for mænd. Den består hovedsageligt at elektronikforretninger iblandet enkelte butikker med porno... Og det var en laaaang gade...




Bjørn studerer udvalget....




Midt i det hele lå en legetøjsforretning - også mest for mænd... I stueetagen fandt vi børnetingene, men som det fremgår af denne "etageplan", indeholdt den ud over stueetagen også fire andre etager med (stuerent) legetøj for voksne (mest mænd).




Her studerer Bjørn afdelingen for fjernstyrede biler og udstyr til samme. Det var ALT, hvad hjertet kunne begære af udstyr herunder helt ned i detaljen som elektromotorer til servostyring, støddæmpere og meget andet godt til uhyrligt høje priser!!




Her er afdelingen for modeltog - vel at mærke afdelingen for SMÅ modeltog, for de havde selvfølgelig også en afdeling med de store. Dér så jeg blandt andet et fint lokomotiv til cirka en kvart mio yen, hvilket vel rundt regnet er omkring 15.000,- og der var mange af dem... De havde også separate hjulsæt til ombygning, replikaer af mærker fra de forskellige stationer og meget andet. Jeg har på fornemmelsen, at Bjørn og jeg hev gennemsnitsalderen på dén etage godt ned, for langt de fleste af de andre kunder var helt sikkert at dømme efter alder og udseende af en personkategori for hvem sexlivet for længst er slut!




Skulle man være i tvivl, om legetøjet er for børn, har japanerne været så pædagogiske at skrive det på pakken som det ses nede i venstre hjørne af denne fine Caterpillar!




... Og tilbage i afdelingen for fjernstyrede biler er her et sæt skivebremser for den kræsne kender!




Hvis man er den lykkelige ejer af en fjernstyret Formel 1 racer, kan man her købe sig en ny front med replika bemaling. Prisen er "kun" et sted lige over 1.100 kroner.... Bemærk turisterne i højre side af spejlet!




Her er en forretning med digitale medier, CD'er, DVD'er og computerspil. Det er ikke let for den utrænede læser at opdage, men de to øverste etager indeholder kun porno! Driftigt folk, de japanere...




Hvis man er til anime, kan man få sin lyst styret i denne forretning, som navnet "Animate" mere end antyder. Dét er der jo i sig selv ikke noget perverst ved, men sjovt er det da, at man kan fylde, hvad der ligner et dansk stormagasin med dén slags!




Vi fortsatte til handelsgaden med køkken- og restaurationsudstyr. Vi shoppede lidt og beundrede kundernes teknik. Der var kun MEGET smalle gange mellem reolerne og opstillingerne med porcelænsgrej, så at der ikke sker flere utilsigtede "køb" forstår jeg ikke! Selvom gaden var overdækket og vejret dårligt, slap vi alligevel hurtigere igennem, end vi ville have gjort, hvis Camilla havde været med. Her poserer Bjørn med en mere bredskuldret "kollega".




Længere fremme stødte vi på dette skilt for en salon, som udbyder en århundreder gammel japansk tradition: Ørerensning!

Man kan simpelthen komme ind fra gaden og få sine ører renset af søde, pæne og ret unge piger. Bjørn siger, at hvordan man ligger afhænger af prisen på ydelserne i den enkelte salon: I de billige lægger man hovedet på en pude, mens man i de dyrere saloner har mulighed for at hvile hovedet i pigens skød!! For en vesterlænding lyder det unægteligt lidt perverst, men Bjørn hævder, at for japanerne er det en forholdsvis uskyldig forretningsforbindelse, der udspiller sig...




Derefter hentede vi Simon i vuggestuen, hvor jeg fik set en meget talende "overpædagog" med maske. De så nu søde nok ud, og ungerne så ud til at hygge sig, selvom der unægteligt var betydeligt mere struktur på hverdagen end i en tilsvarende dansk institution.

Endelig fik Yukiko fri, og hun hyldede en familietradition med at bestille ALT for meget mad. Dét gjorde Bjørn sig lystig over, men resultatet var nu ret godt. Bjørn siger, at normalt når de spiser hos ham, der laver grillspydene, spiser hver person cirka 12-13 spyd med forskellige friturestegte lækkerier, men Yukiko havde af gæstfrihed bestilt 18 spyd pr. mand! Bjørn mente nu ikke, at gæstfrihed var den helt korrekte årsag, men dét lader vi ægtefællerne finde ud af sammen... I grunden skulle vi have spist på restauranten, som er svær at få plads på, men Yukikos lange arbejdstid og Simons (let forhøjede) temperatur gjorde, at vi indtog dinéen hjemme. Selvom man ikke kan nå frem i tide til at få et bord, kan man nemlig godt bestille "ud af huset".




Yukiko modtager sin ægtefælles hentydninger med hensyn til mængden af mad... Vi spiste nu det meste alligevel!




En lidt træt Simon hygger sig med et grillspyd.




... Og så fik jeg nævnt det med, at de er lidt sære, japanerne... Disse julekostumer udbydes i en almindelig isenkramforretning...




Det vækker jo unægteligt nogle lumre associationer hos os, men ifølge stedkendte er det mest bizzare, at japanerne faktisk ikke mener noget sexuelt med det overhovedet. De synes vitterlig, at både kostumerne og billederne er søde og sjove!

... Og nu vi er i dén genre, så se lige disse to meget japanske og lidt sjove damer på et skilt udenfor én af butikkerne tæt ved den store anime butik, jeg nævnte tidligere.




Dagen er slut, og jeg går til ro. Her er til sidst et lille billede af dagens indkøb. Noget af det er overraskelser, så jeg har ikke pakket dem ud. Men lad mig dog røbe, at Bjørn og jeg røvede et supermarked, hvor han fik mig til at købe nogle af alle de lækre specialiteter, som min meget kogekunstneriske bror lige syntes, at Camilla også skulle have... Selvom det føltes lidt vildt, fik jeg alligevel kun formøblet cirka 250 kroner i supermarkedet, men nu har vi i hvert fald "fiskeflager", udon nudler, okonomiayaki sauce og andre gode sager til et stykke tid!





Vor mand i Osaka logger af... Godnat!

Første dag

Så er det endelig lykkedes at få hotellets Internet til at virke, så her er nogle ganske få billeder fra min første dag i Japan. Vi starter, hvor jeg i grunden havde tænkt mig at slutte - med en typisk plakat fra metroen her i Osaka. Som det fremgår af tankeboblen, advarer den mod at gå for tæt på sporene, når man har drukket...




Julen er kommet til Japan og fejres overalt - her med et yndigt lille juletræ i ét af shopping centrene ved Tennoji Station tæt ved hotellet.




Selvom billederne komme i lidt bagvendt rækkefølge, har jeg selvfølgelig også "fundet" familien, hvor alle er glade og i topform. Simon var lidt genert, da jeg kom, hvilket jo er meget naturligt. Det viste sig, at han havde øvet sig sammen med Yukiko på at sige "velkommen", men desværre svigtede modet ham, da først den skaldede onkel dukkede op. Genertheden forsvandt dog snart og siden har vi hygget os sammen.

På vej ud at spise nød vi juleudsmykningen. Det er Yukiko i den røde trøje og Simon i klapvogn foran hende.




Aftenens menu bød på en lille apéritif i form af noget ægge-inficeret tofu med pynt... Det smagte ikke af ret meget men var en god lille appetit-vækker, som det også lykkedes for mig at spise med pinde, uden at komme galt af sted.




Simon hyggede sig mægtigt på restauranten og spænede rundt. Han er tryg ved mig og vil gerne snakke og lege med mig, så vi hygger os mægtigt!




Her tager en en "pause" med sin mors telefon, som han mestrer fint.




På vej til frokost, hvor vi fik Rahmen, slentrede vi gennem nogle meget små og hyggelige gader tæt ved, hvor familien bor.




Frokosten blev indtaget på en typisk Rahmen restaurant, - sådan én hvor personalet råber en glad hilsen når nogen kommer eller går, og hvor maden tilberedes i et åbent køkken, så man kan følge med i det hele. Bemærk baggrunden her.




... Og her...




Maden var super lækker - Rahmen lavet med svin og på en langtidskogt suppe og gyoza til!




Gyoza...




På vejen hjem spottede Bjørn denne "afart" af julestjerne under åben himmel.




Det blev et lidt kort referat, men jeg skal desværre straks videre. Som antydet i indledningen, fungerer hotellets sparsomme Internet ikke ret godt, men det er da lykkedes at få "hul igennem" længe nok til at nyde en kop kaffe i lobbyen og uploade billederne her.

lørdag den 9. november 2013

Fly

Så er vi klar!

"Cigaren" bagved går til Amsterdam, og nu går jeg ombord til en lille flyvetur på cirka 70 minutter mod Amsterdam!

Billund

Så nærmer tidspunktet sig for afgang mod Osaka, hvor familien bor nu. Der sker ikke meget i Billund sådan en lørdag formiddag...

Turen involverer et kort stop, som Camilla kalder en "løbetur" i Amsterdam, Schiphol, hvor jeg har cirka fem kvarter på jorden... Boardingen til Osaka begynder, før mit fly overhovedet når landingsbanen dernede, så det skal nok blive hektisk!