Fredag startede med, at vi var lige ved at sove for længe til at mødes med Bjørn. Vi trængte jo også til noget søvn efter den lange rejse, og det må man sige, at vi fik!
Heldigvis er Bjørn jo heller ikke verdens mest punktlige person, så vi nåede det alt sammen. Vi gik en halv marathon, før vi fandt et egnet sted at spise morgenmad. Derefter gik turen til Ginza, hvor vi skulle se på forskellige indkøb.
Hvad er dette?
... Det er spisepinde fra gulv til loft!!!
Yukiko og Bjørn vidste på forhånd, at vi skulle shoppe efter spisepinde, så de havde fundet adresserne på to forretninger næsten udelukkende med spisepinde. Der var spisepinde i alle prislag - men mest de højere... Blandt andet var der et par i rav!!!
Her beundrer Bjørn herlighederne.
Ude foran forretningen var det min tur til at posere for fotografen. Jeg beklager den lidt underlige grimasse, som måske skyldes, at den rare dame i forretningen lige har fortalt Camilla, at samme firma har andre serviceforretninger på både tredje og sjette sal i samme bygning. De viste sig dog at være til frokost...
"Marchen" fortsatte rundt i Ginza, hvor vi kom forbi nogle spændende butikker, som i hvert fald børnene kommer til at høre mere om, når vi kommer hjem. Det skal ikke røbes her, hvad det gik ud på...
Under Tokyo Station ligger 2 1/2 etage kaldet "Kitchen Street", hvor der kun er spisesteder og IKKE andet! Der fandt vi efter lang tids søgen en koreansk restaurant, hvor en blanding af ris og grøntsager blev serveret med en rå æggeblomme i opvarmede (farlige) støbejernsgryder, som man så selv skulle røre i efter smag og behag. Nogle af risene brænder fast til gryden, og dem skal man så skrabe af med skeen. Det er dét, som giver en del af smagen til retten, som i øvrigt var stærk men lækker!
Derefter blev i enige om at smutte hjem efter Simon i vuggestuen, købe lidt ind og fortsætte hjem til Yukiko og Bjørn for at lave aftensmaden dér. Undervejs ringede Yukikos mor, Meiko, og spurgte om hun godt måtte være med, for hendes venner havde brændt hende af. Dét fik hun lov til, hvis hun lovede ikke at spise for meget, for på daværende tidspunkt var der allerede købt ind!
Meiko havde gaver til os - en masse bordpynt og dækkeservietter med japanske motiver OG spisepinde til hele familien med vores navne skrevet med noget, som jeg husker som "det japanske stavelsesalfabet" (ifølge Bjørn). Min er længst, og så følger resten af familiens ellers i stadig kortere udgaver. Det er super flotte, og vi er meget glade for dem!
Nå, men endelig mødte vi Simon, som liiiiige skulle se os an først. Han undrede sig nok over, hvad det var for et par underlige, blege danskere, der kom og rykkede ham ud af de trygge rammer i vuggestuen. Det gik nu fint, da først vi kom hjem til ham selv, så han kunne vise os nogle af sine legesager og bøger. Her stabler vi træklodser, som han så kan vælte igen og så en hjertelig latter op. Det gik der lang tid med, og han nød det i fulde drag.
Yukiko dukkede også op hen under aften.
Hvad skal man med onkel, hvis ikke han kan lære én nogle dumme ting? Her går Simon rundt med en porre, som jeg har lært ham at "spille trompet" med. I længde blev det værst for porren, for sådan én kan også knækkes, men heldigvis skulle den ikke bruges alligevel...
Til sidst blev vi faktisk rigtigt gode venner, og Simon bad selv om at komme op til mig, så jeg kunne lære ham nogle flere unoder. Det blev blandt andet til, at han lærte at lukke øl op, og det glædede Bjørn sig meget over.
Til sidst blev vi nøje instrueret i at tage metroen hjem, og det lykkedes også fint for os, hvis vi selv skal sige det!
